Min uddannelsesvej er lang og omskiftelig, men jeg ville ikke være den foruden. Min historie er et godt bevis på, at uddannelse ikke kun foregår på skolebænken, at sidespring ikke behøver være tidsspilde, og at der ikke er noget galt i at ombestemme sig.

Bliver jeg nogensinde færdiguddannet?

“Jeg begyndte at tænke: er der noget galt med mig, siden jeg ikke kan afslutte noget?”

Jeg har altid vidst, at min hverdag skulle tilbringes sammen med gode kollegaer. Men hvad mit arbejdsliv rent faktisk skulle bestå af – det har jeg haft svært ved at finde ud af. Det er ikke fordi, at jeg ikke har haft idéer til, hvad jeg vil – tværtimod. Jeg har måske ville lidt for meget.

Landbrugsarbejde var det oplagte valg. Dét var nemlig noget, jeg kendte til. Min kammerat boede på en gård, hvor jeg hjalp til og brugte flere timer på at køre rundt på en ATV’er – en firehjulet crosser. (Ja, jeg er nok lidt en drengerøv).

Men landbrugsarbejdet blev hurtigt for ensomt for mig, så jeg valgte at stoppe på Landbrugsskolen efter det første praktikforløb. 

På min mors opfordring begyndte jeg så på en HF, men her blev jeg hurtigt skoletræt. Jeg ville ud og lave noget aktivt! Så jeg lavede en masse forskelligt: Jeg var sommerafløser i slagteriet hos Danish Crown, ansat hos McDonald’s, bartender i udlandet, HHX’er på en sportslinje, i praktik på et træ- og metalværksted og elev på tømreruddannelsen. 

Men intet holdt stik. Jeg begyndte at tænke: er der noget galt med mig, siden jeg ikke kan afslutte noget?

Man behøver ikke altid være 100% sikker

“Jeg er stadig ikke 100% sikker på hvad min fremtid byder på, men det gør mig ikke noget. Det er også en del af det, der gør livet spændende.”

Det var ikke fordi jeg ikke kunne finde en glæde i det, jeg lavede. Jeg troede egentlig også, at jeg havde fundet mig tilrette i tømrerfaget, men så blussede en gammel fodboldskade op, og min læge frarådede mig at blive i faget.

Det var hårdt at skulle starte forfra endnu engang, men min urokkelige lyst til at blive klogere og udforske mine muligheder gjorde, at jeg ikke gav op. 

Jeg besluttede mig for at vende tilbage til Danish Crown for at blive slagterlærling. Her havde jeg nemlig altid godt kunnet lide at være, og så var de åbne for, at jeg kunne arbejde i forskellige afdelinger og prøve forskellige opgaver af.

Jeg nyder at være en del af hele arbejdsprocessen på slagteriet – fra udskæring til pakkeri. Jeg er nu så nørdet, at jeg i supermarkedet kigger på en mørbrad i køledisken og konstaterer: “Arh, det er en nuller-nier dét der.” 

Det er ikke til at vide, om jeg fortsætter som slagter længe efter, at jeg er færdig – med færdiguddannet bliver jeg! 

Jeg er stadig ikke 100% sikker på hvad min fremtid byder på, men det gør mig ikke noget. Det er også en del af det, der gør livet spændende.

De kalder mig for “veteranen”

“Hvis min lidt ujævne uddannelsesvej kan gøre mig selv og andre unge klogere, så har den været det hele værd.”

Jeg har fået øgenavnet “veteranen” blandt de andre rollemodeller, fordi jeg har holdt så mange oplæg efterhånden. Jeg tager gerne på alle de skolebesøg, jeg kan, fordi jeg synes. at det er virkelig vigtigt at fortælle sin historie til andre unge. 

Faktisk fælder jeg altid en lille tåre indeni, når der er en elev i klassen, der før var usikker på deres uddannelsesvalg, men som efter vores oplæg siger, at de har fået øjnene op for en verden af muligheder.

Selvom det har været hårdt, så fortryder jeg ikke den lidt ujævne uddannelsesvej, jeg har haft. Hvis den kan gøre mig selv og andre unge klogere, så har den været det hele værd.