Karakteren slog mig helt ud. Jeg syntes, at det var pinligt, og at det begrænsede mine muligheder. Men det tvang mig også til at overveje hvad, der egentligt var vigtigt for mig.

Der skulle lidt modstand til, før jeg fandt min vej. Det fandt jeg ud af på efterskolen. 

Jeg havde længe gået og troet, at jeg skulle arbejde i en tøjbutik, men på efterskolen begyndte jeg at få andre tanker. Det skyldtes især undervisningen. For mens jeg klarede mig godt i flere fag, kæmpede jeg i matematiktimerne.

Det ramte mig for alvor, da jeg dumpede matematik til min 10. klasses eksamen. Det slog mig helt ud. Jeg syntes, at det var pinligt, og at det begrænsede mine muligheder. Men det tvang mig også til at overveje hvad, der egentligt var vigtigt for mig – hvilket type job jeg kunne se mig selv i.

Så efter at have læst om flere uddannelser, kunne jeg en aften ringe til min mor og sige: “Mor, jeg skal være social- og sundhedsassistent.” 

Selvom der nok skulle komme udfordringer med matematik på uddannelsen, ville jeg ikke lade det stå i vejen for beslutningen. Jeg vidste, at jeg er god til meget andet end matematik – jeg vidste blandt andet, at jeg er rigtig god til mennesker. 

Man ser hele mennesket – ikke bare sygdommen

Uanset om det er små handlinger som at hælde kaffe op til en borger med parkinsons eller gå en tur med en borger, der ikke har været udenfor længe, så kan jeg mærke, at jeg gør en forskel.

Nogen vil nok kalde mig en arbejdsnarkoman, fordi jeg også er afløser på et plejehjem i weekender – ved siden praktikforløb og skoleundervisning. Men jeg gør det, fordi jeg elsker mit arbejde. Uanset om det er små handlinger som at hælde kaffe op til en borger med parkinsons eller gå en tur med en borger, der ikke har været udenfor længe, så kan jeg mærke, at jeg gør en forskel. Borgerne lyser op, når vi er sammen, og den glæde smitter. Man ser på den måde hele mennesket – ikke bare sygdommen. Og det har en stor betydning, der kan mærkes, når man er på arbejde.

Der kan indimellem opstå situationer på et plejehjem, der kan være svære at stå i som 19-årig. Engang da jeg ledsagede en konfus borger i sygetransport kiggede han pludseligt på mig og spurgte, om ikke jeg ville holde ham i hånden. Og så sad vi sådan – hånd i hånd – hele vejen fra Vejle til Christiansfeld. Jeg vidste, at han ikke havde lang tid tilbage, så jeg bad en kollega give besked, når han døde. Det endte med at være mig, der gjorde ham i stand.

Sådanne oplevelser kan være hårde, men de er også meget livsbekræftende. For jeg får lov at være med i alle aspekter af et menneskes sidste tid, og det er der en stor ære i.

Èn karakter skal ikke afgøre din fremtid

Jeg håber, at min historie minder elever i grundskolen om at tænke mere på drømme og mindre på begrænsninger.

Når jeg er på skolebesøg som rollemodel har jeg ikke noget imod at fortælle eleverne, hvordan jeg dumpede matematik i 10. klasse. Jeg synes ikke længere, at det er pinligt, for det gav mig det skub, jeg skulle bruge for at kigge indad og overveje hvad jeg egentligt ville. Og det har ikke begrænset mine muligheder. I dag har jeg for eksempel ikke nogen problemer med at beregne, hvor mange milliliter, der skal i en borgers sonde i forhold til tid, vægt og ernæring.

Jeg håber, at min historie minder elever i grundskolen om at tænke mere på drømme og mindre på begrænsninger. Én karakter afgør ikke din fremtid. 

Jeg er selv et bevis på, at man kan hvad man vil, hvis man vælger med hjertet.